tirsdag den 31. august 2010

Sensommer på Atletion

I går aftes var der et rekordstort fremmøde på mandagstræffet ved Atletion - ikke siden Classic Car Event i maj måned har jeg set så mange biler på pladsen foran Cafe Break. Michael H fik lejlighed til at teste min nye youngtimer på turen derned. Og jeg tror min fine SAAB blev godkendt...
Der var til min store glæde mange af fremmødte biler, som jeg ikke havde set på tidligere mandagstræf - herunder en helt ny-indkøbt GTV6'er i den helt rigtige farvekombination - hentet i Sverige:
En fantastisk fin Bugatti var også mødt op - jeg gætter på en type 40 fra sidst i 20'erne, men jeg er altså ikke så stærk i de gamle Bugatti'er:
Blandt de fremmødte var også en Renault Floride i topstand. En virkelig elegant vogn:
Men det der gør, at jeg får lyst til at tage ned til Atletion mandag efter mandag er jo, at mangfoldigheden blandt de fremmødte biler er så stor. HEr følger således kun et lille udsnit af bilerne på gårdagens træf:
Jeg håber meget, at jeg inden længe selv kan stille op med en klassiker foran Cafe Break - i hvert fald hver anden mandag. Det er jo stadig planen at den skal være en deler..

søndag den 29. august 2010

Ny youngtimer i indkørslen

Den seneste uge er gået med at finde en erstatning for min E30 325i touring, der lidt uventet blev solgt og sidste søndag afleveret til en ny ejer. Og det uden at den havde været sat sådan rigtigt til salg. Jeg har været vidt omkring, og foruroligende mange emner har været en del af overvejelserne, herunder BMW E28 + E3, Mercedes W123, Ford Capri, Alfetta, Amazon, etc...

Beslutningen var imidlertid også taget om at jeg denne gang skulle prøve noget helt nyt, hvilket jo udelukker i hvert fald en del BMW modeller. Med i opløbet var bl.a. Lancia Kappa. Jeg har altid været ret vild med designet - der er så meget diskret italiensk elegance over det:
Her i weekenden har jeg derfor set på to Kappa'er - begge trætte, med el-fejl og i en ringe vedligeholdelsesmæssig stand. Det indtryk i kombination med det faktum, at det er en forholdsvis ny bil - som i hvert fald jeg ikke kan reparere ret meget på selv - afskrev Kappa for mig, i hvert fald i denne omgang... Måske den faktisk er for ny?

Men også Citroën CX og især XM har fyldt en del i mine overvejelser - helt indtil Michael H mindede mig om, at jeg faktisk havde haft Citroën XM før. Den model var således også udelukket, men lækker er den nu stadig, især som her i en tidlig V6-version:
Derfor så og prøvede jeg her sidst eftermiddagen en SAAB 900 fra 1992 - og en SAAB har jeg i hvert fald aldrig ejet før! Så den købte jeg... Faktisk har jeg gennem de seneste 2-3 år set på indtil flere klassiske SAAB 900 - både med og uden turbo - og hver gang har teknik og køreegenskaber været en positiv oplevelse. Men det har bilernes stand i øvrigt til gengæld ikke - indtil i eftermiddags.

For den 900 jeg har købt er bleve passet og plejet hele sit liv. Den har fået undervognsbehandling, smurt dør-hængsler, gummilister mm. Ringbind fyldt med regninger vidner om, at også mekanikken på denne bil er passet uden kompromisser! Perfekt er den ikke, men det er klart den bedste 900 jeg har set de sidste 2-3 år, og så har den de helt rigtige aero-fælge:
Min nye 900 er imidlertid kun en 2.0i 16V, og det uden turbo! Dermed er det faktisk også den langsomste bil jeg har haft meget længe. Tiden må vise om det giver bagslag... På turen hjem fra Fyn havde jeg nu mest travlt med at nyde den lidt 'antikke' følelse, som instrumenteringen og den meget lodrette forrude giver - et herligt modstykke til køreegenskaberne, der faktisk er meget moderne og velafbalancerede:

tirsdag den 24. august 2010

The one that got away...

Først i juni dukkede dette delebilsemne op - en Ginetta G15 med imp-motor:
Ginetta'en havde ny MOT, og var netop blevet serviceret med bl.a. genopbyggede karburatorer, opgraderet kølesystem og elektronisk tænding. Interøret var i fin og original stand - endda med komfort udstyr som CD-afspiller! Farven virkede også rigtig til bilen - grøn med en gul stribe, og den havde pæne kromkofangere og Minilite hjul.

Men desværre blev bilen solgt, sådan cirka samme dag, som vi opdagede den! Og det viste sig senere at være til en belgier. For forrige torsdag, da Claus og jeg ankom til Nürburgring, nærmeste faldt vi over selvsamme G15. Den stod foran indkørslen til Nordsløjfen og kølede af efter et par omgange:
Heldigvis var den nye belgiske ejer en flink fyr, der gerne fortalte om de første erfaringer med G15'eren. Jeg fik endda lov at prøvesidde den!! Og ja - det er en meget lav bil, men jeg passede ganske fint i den, og selv med mine 192 cm var der god plads til håret. Bilen var tilsyneladende i rigtig god stand, og hvis det er standarden for en G15 til 5.000 £, får man efter min mening rigtigt meget for pengene i sådan en! Jeg blev i hvert fuldstændig overbevist om modellens kvaliteter - og det på trods af, at jeg ikke engang har kørt den endnu - og det skulle jo endda være den bedste del...

Her blot lidt flere billeder fra den gamle annonce som appetitvækker:

fredag den 20. august 2010

Porscher ved OGP 2010

Ved sidste weekends AVD-Oldtimer Grand Prix var der drømmebiler og -racere overalt.

Personligt havde jeg glædet mig utrolig meget til at se bl.a. Porsches prototype-racere fra 60'erne - biler jeg som dreng brugte dagevis på at studere (min far havde en komplet samling af motorsports-årbøger). Og heldigvis var Porsches racere fra denne periode rigt repræsenteret ved OGP 2010, som her hvor en Porsche 908/2 spyder er parkeret i garagen foran en 906'er og bagerst en 904/4:
Fredag var der 3-timers løb på Nordsløjfen, og i den forbindelse blev der gået til stålet i en 904/6:
Også 906 modellen, der afløste 904'eren i 1966, og var den sidste Porsche racer, der kunne godkendes til gadebrug, viste Porsche-farverne:
906'eren havde i øvrigt danske Peter Iversen bag rattet. Også det tunge 'skyts' i form af 907 og 908 modellerne blev vist frem på banen. Her er det en lækker Porsche 908 i den helt rigtige bemaling, der runder svinget foran Mercedes Benz tribunen:

908 modellen har en 8-cylindret boxer motor, der i denne coupé udgave fra 1968 skulle yde omkring 350 hk ved 8.500 omdrejninger i minuttet, og den lød helt som ventet fantastisk. I 1969 vandt 908'eren en 1-2-3-4-5 sejr i 1.000 km's løbet på Nürburgring. Coupé'en fandtes også i en lækker Langheck-version, ligesom 917 modellen, der fulgte efter. Og der var faktisk tilmeldt to Porsche 917, men de dukkede desværre ikke op på løbsdagen. Det havde været fedt med et komplet line-up af Porsches hvide prototype-racere:
Min personlige favorit-Porsche denne weekend var derfor - nøjagtig som da jeg var dreng - 910 modellen. Ultra lav og for dette eksemplars vedkommende - med den helt rigtig patina. Perfekt for en historisk racerbil:
910 modellen afløste 906'eren og fandtes både i 6 og 8-cylindrede udgaver med henholdsvis 200 og op til 270 hk. 910'eren blev kun kørt som officiel fabriksbil af Porsche i et år. Modellen snuppede i den periode blandt andet en 1-2-3 sejr i Targa Florio 1967 med en 8-cylindret udgave forest - efterfulgt af to 6-cylindrede versioner. På Nürburgring præsterede den 6-cylindrede udgave en 1-2-3 sejr samme år, da de 8-cylindrede versioner fik problemer.

Her til sidst et par at de officielle pressebilleder - nice:
Se flere fotos af de hvide lyn i mit album her. En Martini-Rossi sponseret 917 kan nu også godt gå an:

onsdag den 18. august 2010

Det sande Lancia...

I mandags kom min rejsefælle Claus og jeg tilfældigt forbi Vere Lancia i Haarlem, nær Amsterdam.

Og det var super heldigt, for Vere Lancia's ejer Paul van den Berg og sønnen Niki tog sig rigtig god tid til at fortælle om de lækre Lancia'er, der arbejdes på hos denne Lancia-specialist. Det var en kæmpe oplevelse og vi så nogle helt fantastisk lækre Lancia'er. Der var både en Fulvia Sport Competizione Daytona (replica), en Fulvia FM spider (også en replica), en Flavia Sport og en Appia Coupé under ombygning til ræs. Både værksted og udstillingslokalet var i øvrigt i en totalt gennemført stil - helt ned til detaljer som værkstedets logo:
Og de små reklamer, der fås som GO-cards:
Ejeren Paul viste sig at være en ildsjæl og viste rundt både på værkstedet og i det lille udstillingslokale, mens han fortalte om arbejdet med at optimere Lancia-bilerne - "We only stop when the car is running faster and looks better" - og den udtalelse kan vist ikke betvivles:
På værkstedet tager man udelukkende imod Lancia fra før 1972. Paul kunne faktisk kun komme på én mulig undtagelse, nemlig en Stratos... Vere Lancia fabrikerer selv mange af racerdelene, og har blandt andet udviklet en 2.0 liters version af Fulvia V4-motoren med op til 210 HK - her er det dog en 1,4 liters udgave med godt 130 hk:
I udstillingslokalet stod en Fulvia Sport Competizione Daytona - vægtoptimeret efter alle kunstens regler. Bilens ramme er gennemboret på kryds og tværs samt beklædt med aluminium:
Ja selv gearskiftet og håndbremsen er gennemborede:
De motorer, der bygges på det lille værksted, køres til inden de sendes afsted til kunder i små trækasser. Til denne opgave har Paul en Fulvia Berlina, som motorerne monteres i, for senere at blive løftet ud igen, når de er klar til levering. På værkstedet var sønnen Niki ved at gøre Berlina'en klar til montering af den næste racermotor, der skal køres til (en opgave far og søn deles om):
Det lille udstillingslokale er temmelig trangt, men kan lige akkurat rumme tre små juveler:

Det var en kæmpe oplevelse at besøge Paul og Niki, og jeg kan derfor kun opfordre til, at man lægger vejen forbi Vere Lancia, næste gang turen går til Holland.

Endnu et par billeder fra - denne gang fra Vere Lancia's hjemmeside - blot som appetitvækker:

tirsdag den 17. august 2010

Farvel E30..

Jeg har i dag solgt min e30 325i Touring - endda inden den blev sat sådan rigtigt til salg!

Jagten på en ny youngtimer er derfor gået ind. Og jeg vil gerne prøve noget nyt! Jeg spenderede i går nogle timer bag rattet i Ebberfelds fine BMW 628i, og bl.a. derfor fylder BMW, som så ofte før, meget
i mine tanker. Men også andre biler er med i opløbet, og lige nu arbejder jeg med følgende bruttoliste (listen er ikke prioriteret):
  • BMW E3
  • BMW E12
  • BMW E28
  • BMW E32
  • Mercedes W123
  • Mercedes W114/115
  • Citroën CX
  • Alfa Romeo Alfetta
  • Peugeot 404/504
  • Opel Monza
  • Volvo 164
  • Etc.
Jeg hører meget gerne om interessante/konkrete emner til salg. Men et er sikkert - hellere en 2500 i god stand, som den grønne på billedet her, end en 3.0 Si i tvivlsom stand:
Meget mere om turen i Ebberfelds E24 følger senere - I denne omgang kun en lille appetitvækker: